Sådan nogle små kriblekrablere boede i flere omgange i den amerikanske dyrlæge Robert A. Lopez' øregang. Og de var mere end velkommen. Faktisk havde han selv placeret dem i øret. (Foto: www.k-state.edu)

Øremiden (Otodectes cynotis) er en lille lyssky parasit, der boltrer sig i øregangen hos hunde og katte. Behandlingen hos dyrlægen er uproblematisk, men de inficerede dyr lider tydeligvis store kvaler, mens de er smittede.

Nøjagtigt hvor store besluttede den amerikanske dyrlæge Robert A. Lopez sig i 1968 for at undersøge på egen krop.

Han udtog en portion ørevoks fra en smittet kat og sikrede sig med en mikroskopundersøgelse, at prøven kriblede med levende øremider. Med en fugtig vatpind førte han ca. 1 gram af det smittefarlige voks ind i sit venstre øre.

I samme øjeblik hørte han voldsomme kradselyde og dernæst lyden af bevægelse i øregangen. Det begyndte at klø, og de forskellige symptomer blandedes til en særpræget kakofoni af lyde og smerter.

I begyndelsen regnede Robert A. Lopez ikke med, at disse gener ville vare ved i ret lang tid, men ud på aftenen begyndte han at blive bekymret. Lydene blev højere og højere, efterhånden som de små dyr bevægede sig tættere på hans trommehinde. Ved midnatstid var larmen så voldsom, at det var umuligt for ham at sove.

En følelse af hjælpeløshed overmandede den gode dyrlæge. Var det virkelig så slemt for de øremideinficerede dyr, han behandlede i sin konsultation?

Voks i store mængder

Når Robert A. Lopez' indre mareridt her kan lægges frem i detaljer, skyldes det, at han mange år senere fik publiceret artiklen Om mider og mænd (Of Mites and Man) i de amerikanske dyrlægers fagtidsskrift.

I artiklen beskriver han med en forskers nidkære sans for enkeltheder, hvordan de følgende dage og uger opleves for en mand med venstre øre propfyldt af parasitter.

Robert A. Lopez oplever blandt andet, at miderne udvikler en døgnrytme. I dagtimerne holder de sig nogenlunde i ro, men ved aftenstid vågner de op til dåd. Fra midnat til klokken 3 om natten er aktiviteten i øregangen så voldsom, at søvn er udelukket, uanset hvor træt Robert A. Lopez føler sig.

I uge 2 bemærker dyrlægen en svag afmatning af mideaktivitet, men til gengæld bliver hans hørelse gradvist dårligere.

I uge 3 flyder hans øregang over af brunt snask, og han har fuldstændig mistet hørelsen på venstre øre.

I uge 4 er antallet af aktive mider svundet drastisk ind, og om natten mærker Robert A. Lopez, at de tilbageværende dyr kravler rundt på hans ansigt.

Efter en måned er de sidste mider væk, men øret udsondrer stadig voks i enorme mængder. Robert A. Lopez renser og skyller dagligt øret med varmt vand, og efter seks uger kan han erklære sig selv for rask.

En bizar fornøjelse

Om den dybereliggende årsag til, at han en dag i 1968 beslutter at proppe levende mider ind i sit venstre øre, er Robert A. Lopez ikke særlig meddelsom.

Han fortæller, at han to gange har haft oplevelser i sin konsultation, der kunne tyde på, at øremider fra en kat havde smittet en lille pige. Da sagkundskaben ikke beskriver fænomenet med et ord, vælger han at undersøge det på sig selv.

Senere i artiklen antyder forfatteren dog, at han også fandt en bizar fornøjelse ved eksperimentet, og det forklarer måske, hvorfor han efter mindre end to uger atter engang fører en vatpind med mider ind i sit øre.

Nøjagtig de samme symptomer gentager sig: kradse- og bevægelseslyde, smerte og kløe, ørevoks i store mængder. En mide-døgnrytme med svære spektakler i nattetimerne.

Men denne gang føler Robert A. Lopez sig dog ikke helt så hårdt angrebet som første gang, og han spekulerer på, om hans krop er ved at udvikle immunitet mod øremider. I sin dyrlægepraksis har han bemærket, at det er unge katte og hunde, der er hårdest angrebet af øremider. Måske har de ældre pattedyrs immunsystem udviklet et mere effektivt forsvar.

For Robert A. Lopez findes der kun én måde at angribe det spørgsmål på. Elleve uge efter det første eksperiment inficerer han for tredje gang sig selv med et par gram Otodectes cynotis fra en syg kat.

Om Robert A. Lopez fortsætter sine selvbesmittelser ud over det tredje eksperiment fremgår ikke af hans artikel i dyrlægernes fagtidsskrift. Man kan dog have den mistanke, for i årene fremover udtaler han sig med betydelig autoritet om øremider. Blandt andet råder han altid de kæledyrsejere, der konsulterer ham med smittede dyr, til at begynde den medicinske behandling omkrig midnatstid - hvor miderne er mest aktive.